Magasinet US News & World Report kårer hvert år, hvad de synes er den bedste og værste kost. Her falder Keto meget langt nede på ranglisten, og det forarger og forvirrer mange.

Jeg forstår det. Når en stor og officiel myndighed, vurderer Keto som både en usund og urealistisk kost, føler mange sig naturligvis presset, da det er deres foretrukne kost. Men er den i virkeligheden usund og dårlig for helbredet?

Svaret er, at det kan den være. Og ja, det var nok ikke det svar du søgte, men lad mig fortælle dig hvorfor.

 

Dirty Keto og Keto+

Jeg vil benytte denne blog, til at sætte mere fokus på sundhedsværdien i Keto. Keto virker bedre end nogen anden vægttabskur, men i takt med, at Keto for vægttab er så godt, er det svært ikke at lade dette overskygge alt andet. Men jeg føler ikke, at der er nok fokus på de sundhedsfremmende aspekter ved keto, som jeg har oplevet gang på gang. Derfor findes det begreb, vi kalder Keto+

På Keto+ går du op i kvaliteten af dine fedtstoffer, og du holder dig derfor fra de sundhedsskadelige vegetabilske fedtstoffer. Du spiser masser af grøntsager, og du tilfører godt med protein fra rigtig mad. Din kost er utrolig vitaminrig, fyldt med omega3 fedtstoffer, og du sænker både insulin resistens, ved at mindske indtaget af kulhydrater og skaber et stabilt og sundt blodsukker.

På Dirty Keto spiser du masser af bacon (bacon er fint, det skal bare ikke være det eneste vi spiser!), McDonalds burgere uden brød, forarbejdet mad og næsten ingen grøntsager. Det er usundt, ja. Og hvis offentligheden tror, at dette er Keto, så tager de fejl.

 

Keto+ er sundhedsketo

Sandheden er, at jeg har set keto bidrage til utrolig mange sundhedsfremmende ting, og vægttab er naturligvis også en af dem. Sundhedsaspekterne er årsagen til, at jeg selv stadig spiser keto i dag, og det er årsagen til, at mange bliver betaget af keto. Jeg har ikke bare enkeltstående personer, der har oplevet en bedring med keto – jeg har over tusind eksempler på forbedret livskvalitet og store vægttab hos mine brugere på Ketoliv. Det er fantastisk!

Så lad mig lige igen understrege principperne. Du kan sagtens komme i ketose på en kost, der er baseret på de sundhedsskadelige fedtstoffer, og du kan tilmed tabe dig. Men det er kvaliteten af din mad, der afgør, om du reelt set fremmer din sundhed med keto, eller om du forværrer den, og det er præcis hvorfor dette skal skrives. For at gøre op med keto-myter og give dig en masse vigtig viden med på vejen.

 

Keto er ikke bare en trendy måde at spise på. Næsten hver femte dansker har prædiabetes, og mere end halvdelen af alle over 55 år rammes af hjerte-kar-sygdomme. Belastningen på vores samfund ene og alene på grund af disse to sygdomme er fuldstændig uoverskuelig. Som du sikkert har forstået nu, er keto ikke kun en mirakelkur – ikke nødvendigvis. Men hvis du følger den rigtigt, kan du opnå fantastiske ting med din sundhed. Derfor har jeg udviklet Keto+, som både tager højde for ketose og valget af råvarer.

Keto+ er keto udviklet med et sundhedsfremmende afsæt med udgangspunkt i al den viden, jeg har tilegnet mig, og de erfaringer, jeg har fået gennem Ketoliv. Det betyder masser af grøntsager, moderat protein og godt med den rigtige mængde fedt, hvor der tages hensyn til kvaliteten. Kvaliteten af kødet, vi spiser (det kommer vi til), men specielt kvaliteten af fedtstofferne. Keto+ er en livsstil – det er mad uden kemi, uden forarbejdede kulhydrater og med masser af vitaminer og mineraler.

 

Keto er ikke den eneste vej

Jeg vil understrege, at du godt kan opnå nogle af de samme sundhedsfordele ved at holde dig til nogle af keto-principperne, men uden at mindske kulhydraterne nær så meget, så du kommer i ketose. Tænk fx på de madprincipper, som Umahro Cadogan og Thomas Rode anbefaler, hvis du kender dem. Ketose er dog forbundet med en række andre fordele, som du kan gå glip af, hvis du ikke mindsker dine kulhydrater tilstrækkeligt. Det er bl.a. større fokus, mere energi, bedre søvn, humør og mindre sult. Det handler om at finde den vej, der virker bedst for dig. Og med Keto+ vil jeg vise dig, hvordan du taber dig og fremmer din sundhed med Keto.

 

Forskellen på Dirty Keto og Keto+

Du kan sagtens spise keto uden at tage hensyn til kvaliteten af maden. Det går under navnet Dirty Keto, og det kan være en brugbar metode til at blive introduceret til keto, hvis Keto+ er for stor en mundfuld i første omgang. Denne kvalitets-ubevidste form kan sagtens give dig vægttab, og du kan sagtens bruge det som et redskab til at komme i gang med Keto+ på sigt. Det er en mere bekvem, billig og nem måde, men jeg anbefaler dog på ingen måde, at det er din langsigtede strategi.

På Dirty Keto går du ikke nødvendigvis op i kvaliteten af maden. Du går op i, om maden passer ind i dit kalorieregnskab. Det er der intet galt i, idet kalorier spiller en væsentlig rolle i forhold til vægttab, og for meget mad resulterer i vægtøgning, uanset om vi snakker keto eller ej. Derudover handler Dirty Keto om at få maden til at passe på et lavt madbudget (billig mad er oftest af ringere kvalitet og tilsat tilsætningsstoffer). Det må vi heller ikke negligere, for Keto+mad er en dyrere levevej, det ved jeg godt. Jeg har også selv måttet prioritere for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Men sundhed har sin pris.

 

Keto+ har elimineret den kalorietomme og billige mad (ris, pasta, kartofler), som fylder og mætter. Men ligesom forarbejdet vegetabilsk olie er billigere, er det et dårligt og sygdomsfremkaldende alternativ, hvorfor kvaliteten bør være i fokus. På Dirty Keto passer din makroernæring, du kommer i ketose og kan tilmed opnå vægttab – men du bliver ikke sundere. Du vil spare penge og tid på den korte bane, men det er ikke en ideel levevej for dit helbred. Dirty Keto er efter min mening skyld i, at nogle undersøgelser konkluderer, at keto er dårligt for dit helbred. Hvis du kun har fokus på at begrænse dine kulhydrater og fylde dig med fedt og er uinteresseret i, hvor fedtet kommer fra, risikerer du at øge kronisk inflammation i din krop. Fx en burger fra McDonald’s uden brød, forarbejdede færdigretter, hvor du sorterer kulhydraterne fra, og diverse maderstatninger, der er fyldt med tilsætningsstoffer. Forarbejdet mad er med stor sikkerhed tilsat, stegt i eller modificeret med vegetabilske fedtstoffer, medmindre andet fremgår – og det er sjældent.

På Keto+ er kalorietælling og makroberegninger ikke det primære formål, men grundprincipperne er rigtig mad og god kvalitet af maden, vi spiser.

På Keto+ spiser vi protein (oftest kød), masser af grøntsager og sunde fedtstoffer, og hvordan du helst præcist bærer dig ad med det, vil jeg overlade til www.ketoliv.dk, hvor du finder al information om dette.

 

Tilbage til artiklen

For mange er det urealistisk at undgå brød, ris, pasta og kartofler, men hvis du spørger en sand Ketoer, er svaret klart nej. Det er ikke besværligt. Det kræver nogle valg, og det kræver tilvænning, men når det er overstået, er det nemt og realistisk at følge, og specielt når man har mærket de sundhedsmæssige fordele der opstår i ketose.

At Keto ender på sidstepladsen skyldes, at Keto både kan fremme og mindske sundhed, og det er op til dig selv, at sikre, at Keto støtter dig i stedet for at nedbryde dig.

 

  • Spis derfor masser af grøntsager
  • Tænk over kvaliteten af din mad
  • Undgå for meget omega6, og spis generelt sunde fedtstoffer
  • Spis protein, og tænk over, at der er 4-5 gange flere vitaminer i økologisk kød
  • Hjælp andre til at spise Keto+ i stedet for Dirty Keto

 

De fire Keto+ principper

  1. Spis godt med protein.

Protein er det mest mættende af de tre næringsstoffer og er byggesten for celler og muskler. En moderat mængde protein har generelt en muskelbevarende effekt, selv under perioder med kalorieunderskud og vægttab. Men hvis vi indtager for meget protein, kan en del af det blive omdannet til glukose (kulhydrat). Der skal dog ret store mængder protein til, før det har en mærkbar forstyrrende effekt for ketosen. Protein får du primært fra kød, fisk, æg, nødder og kerner.

 

  1. Begræns kulhydratindtaget, og få dine få kulhydrater fra grøntsager.

Mange tror, at keto handler om at indtage store mængder fedt. Men fedtindtaget er ikke nær så vigtigt, som det er at mindske indtaget af kulhydrater. Det er den lave mængde kulhydrater, der tvinger kroppen til at skifte fra glukose til fedtforbrænding, og ikke omvendt. Undgå derfor fx brød, ris, pasta, kornprodukter, sukker og honning.

 

  1. Spis sunde fedtstoffer.

Vi skal gå efter de sunde fedtstoffer, så vi giver kroppen det rigtige brændstof at arbejde med. Fedt findes i forskellige mængder i al slags mad, lige fra fedt kød til bacon og ned til den mest fedtfattige mad som spinat og salatblade. Der er næsten ingen fedt i, men det er der. Fedt er en essentiel ingrediens i maden, fordi det er hovedingrediensen i cellemembranen på hver eneste lille celle i din krop. Og uden cellemembran ville ingen celler kunne eksistere. Uanset om du er ude efter vægttab eller sundhed, er det vigtigt, at fedtstofferne, du indtager, er fra gode kilder. Set med keto-brillerne er det eksempelvis smør, olivenolie, avocadoolie, kokosolie, miljøvenlig palmeolie, sesam- og hørfrøolie, og for nogle også mælkeprodukter. Det kommer vi meget mere ind på senere i bogen.

 

  1. Spis næringsrig mad af høj kvalitet.

På Keto+ vægter vi næringsrige madvarer højt. Det vil sige den type mad, der har det højeste indhold af vitaminer, mineraler, en god sammensætning af fedtstoffer, og hvor der er taget hensyn til velfærd, miljø og behandling af dyr. Det kan nemlig godt være, at hver enkelt lille beslutning ikke virker så betydelig, men hvis du vælger næringsrig mad hver gang, bliver det til mange enkeltstående gode valg om dagen, som bliver til mange vitaminer og mineraler på en uge – og endnu flere på en måned og på et år. Det vil give dig en sund og rask krop på sigt. Ligesom en motor består af mange små dele, er de alle nødvendige for, at motoren fungerer optimalt. Du kan altså ikke undvære vitaminer og mineraler, og det er vigtigt, at du får dem igennem maden, fordi der er et stort og vigtigt samspil imellem enzymerne og vitaminerne og mineralerne i den mad, du spiser. Et samspil, der oftest mangler, hvis du forsøger at få stofferne med en vitaminpille i stedet for fra rigtig mad.